Ejerskabet

Revolutionens ABZ
(Der er et liv efter fødslen - Situationistisk Internationale 1958-69 pp. 44-45)

At være ejer vil sige at erobre sig noget som man udelukker andre fra at udnytte, samtidig med at man tilkender alle en abstrakt ejendomsret. Ved at udelukke andre fra den faktiske ejendomsret gør ejeren dem til en del af sin ejendom, for uden dem er han intet (de ejendomsløse absolut, de øvrige ejere relativt). I dette spørgsmål har de ejendomsløse intet valg.

Medens ejeren tilegner sig og fremmedgør dem, skaber de hans magt idet nødvendigheden af den fysiske overlevelse tvinger dem til, imod deres vilje, at arbejde med på deres egen fremmedgørelse, at producere den, at overleve i en tilstand som gør det umuligt at leve. Udestængte som de er, deltager de i besiddelse gennem ejerens formidling. Dette er en mystisk deltagelse, idet alle sociale relationer oprindelig udvikledes på en mystisk grund og langsomt erstattede princippet om ufrivillig samhørighed (slaveri/haveri), hvorefter hvert medlem fungerer som en integreret del af gruppen

(”organisk, indbyrdes afhængighed”).

Deres aktivitet inden for den private tilegnelses rammer garanterer dem deres overlevelse. De konsoliderer en ret til ejendom, som de er udelukket fra, og på grund af denne tvetydighed betragter enhver af dem sig selv som havende del i ejendommen, som et levende fragment af retten til at eje, skønt en sådan tro kun kan befæste individets egen stilling som på en gang værende udelukket og ejer. (Kroniske tilfælde af denne fremmedgørelse: den trofaste slave, strisseren, livvagten, centurionen, som gennem en slags forbund med deres egen død tillægger døden en styrke som er ækvivalent med livskræfterne og forener fremmedgørelsens negative og positive poler - den absolut lydige slave og den absolutte herre - i en destruktiv energi).
Det er af vital interesse for udbytteren at denne illusion opretholdes og gøres mere raffineret, ikke fordi han er særligt machiavellistisk, men simpelthen fordi han ønsker at forblive i live. Opbygningen af illusioner afhænger af ejerens egen overlevelse, en overleven der på sin side er afhængig af at hans priviligier overlever. Desuden indebærer den den besiddelsesløses fysiske overleven, den skaber muligheden for at forblive i live, samtidig med at man udbyttes og udelukkes fra et menneskeligt liv.

Beslaglæggelsen og beherskelsen til private formål er således påtvunget og opfattes primitivt som en positiv ret, men i en negativ universalitet. Netop fordi retten til privat tilegnelse gælder for enhver og retfærdiggøres i alles øjne som natur- eller guddommelig lov, gøres den til genstand for en almindelig illusion om at den er noget universelt ophøjet, en nødvendig lov, hvorunder enhver individuelt er tilfreds med at acceptere de grænser den trækker for hans egen ret til at leve, og for livsbetingelserne i almindelighed.

Af: Raoul Vaneigem