Brev til de rige.

Følgende tekst er et uddrag af et tiggerbrev der blev skrevet til at rundsende til de rige og kendte, et som vi har modtaget fra en rejsende sammen med en opfordring til at videresende det.

Indtil videre har der ingen respons været.

Teksten er delvist censureret for at beskytte de skyldige.

Det varmer mit hjerte at opleve at du udtrykker din frustration mod systemdiktaturet og dets mange fordrejende krumspring. Og det er i sandhed en kold vind der blæser over verden i disse dage, hvor enhver modstand mod Tilstanden syntes at have mistet grebet eller tilpasset sig rammerne i en forstand som gør det den sigter efter, ikke gør op med de selvsamme rammer den forsøger at kritisere eller tage afstand fra. Systemet syntes at have antaget en form, hvor ingen gruppe af mennesker eller individder der besidder en rolle i samfundet der kunne håndtere forandring, ikke er fastlåst af netop denne rolles brug for det selvsamme system for overhovedet at være til, og som derfor kun vil kunne føre samfundsformen videre mod dets endeligt på bekostning af alle andres fangenskab.

Fremmedgørelsen, som er fundamentet til vores nuværende mareridt af et systems tilstedeværelse, er i dag så total at det fremstår som det mest naturlige i verden ar både tage del i og med en tro på selvfælge videreføre den, uden at stille spørgsmålstegn ved, eller så meget som at skænke en tanke til muligheden for måder at leve på som rent faktisk kunne nære vores drømme og håb, i stedet for at stemple dem som upassende og utopiske.

At bekende sig til den direkte handlende form for modstand eller blot forsøge at skabe et alternativ, svarer i disse dage til at række fingeren op når efterretningstjenester, videokameraer, domstole og den offentlige mening spørger om du er terrorist. Et begreb der i dag kun dækker over at være uenig med det evig kapital hungrende markedsøkonomiske elite demokrati der fastlåser stadig mere og mere snævre rammer for at leve, elske og udfolde sig på, til virksomheder og arbejdsmarkedets industrielle interesser, der allerede har ensrettet ideer og tanker i en grad som verden aldrig før tidligere har set magen til.

Tilbage står vi, vi som i dette tilfælde er en gruppe af kunstnere, forfattere, anarkister og modstandfolk som aldrig ville lade os beskrive eller fastlåse af disse begreber, på en ideernes slagmark. En slagmark belagt med belagt med forbrugsreklamer, rentefri lån og meningsdannende "nyheder". En slagmark hvor ensretningen slår takten an med voldens tankeløse politikøller på dens beskyttende skjold, klædt som ansigtsløse stormtropper, omringer de alle der ikke lader deres liv og drømme indkapsle af de økonomiske interessers spilleregler. Og det bedste argument massepsykosen kan messe i kor for deres egen samfundsform er: "Sådan er det bare".

Håbets ide kan være at kærligheden sejrer, folket vågner eller kometen kommer. Men ideen om en verden hvor vi ikke blevet gjort til fremmede overfor hinanden og vores indre, kan ikke stå på et reklameskilt, kærligheden kan ikke sælges på tilbud i det nærmeste overforbrugende varehus, ideen om en anden verden kender ikke til ejendomsret og forbrugslån.

Livet kan ikke presses ned i kønsroller, sociale klasser, jobtitler eller lønforhold.
Frihed er ikke et ord, men en tilstand i mennesket uden angst.