Demonstration Vs Aktion

Jeg vil mene at indgangsvinklen, til det at demonstrere, skulle ændres en del for at det virkelig ville have en egentlig "slagkraft". At afholde eller deltage i en demonstration har egentlig kun en betydning for dem der deltager i den..

Selve demonstrationen fungere netop som manifestationen af selve de deltagenes utilfredshed, det er så langt som de vil gå for at gøre opmærksom på deres mening.
De deltagene bruger store mængder af tid på deres forberedelse i forsøget på bedst at tilpasse deres budskab til at appelere eller tiltale en fiktiv målgruppe der er ligeså uægte som familien i tandpastareklamen i fjernsynet. Den ensartet målgruppe de i deres hoveder forsøger at få i ensrettet tale, eksistere simpelthen ikke længere, hvis den da nogensinde har gjort det.

Samfundet som det ser ud i dag, indeholder ikke længere egentlige klasser eller større grupper af mennesker der tænker "ens", mange er enige/troende om et bestemt grundlag hvorfra deres virkelig tager udgangspunkt", men folk kan på ingen måde identificerer sig som tilhørende en middelklasse selvom de måske kunne "klassificeres" oppefra sådan alt efter hvor mange penge de tjente. For at skabe en bevægelse af hvilken som helst art, er det nødvendigt at få den til at blive til menigen selv med at deltage i den.

Hvis det en forandring kræver af dig er at du må "ofre" dig, og sidde og slikke frimærker, folde kuverter, slæbe dig igennem kedsommelige møder og konferencer, mister selve ideen med at skulle/ville deltage i en bevægelse for forandring, sin glans og selve sit formål. For hvis forandringen der ønskes er baseret på de allerede eksisterende opslidende, demotiverende og kedsommelige organiserings måder og opofrelse som samfundet den dag i dag allerede er opbygget på, er der ikke meget grund til at deltage i den bevægelse. Hvis bevægelses grundlaget rent faktisk havde noget at tilbyde udover flyers, taler og en kort march i ordnede kolonner, en virkelig forandring i deltagelsen selv, der ville give folk lyst til at deltage, og ikke "bare" føle sig forpligtiget til at troppe op hver 4 måned, hvis vejret er til det, og gennemgå det samme slidte ritual, som ikke en af dem der går der fra længere har tiltro til har nogen egentlig effekt.
Jeg mener ikke at det en bevægelse der ønsker forandring skal tilbyde skal være fra toppen og ned, som at dele kager ud, eller give 100 kroner til de 300 første der dukker op. Bevægelsen er nødt til at kunne "tilbyde", om ikke andet så delvist, selve den forandring som den giver udtryk for at ville have, ellers vil selve "resultatet" af hvad den stræber efter, aldrig kunne blive andet end længere kæder og større bure.

Der er ikke længere særlig mange, eller mange nok ifølge de nuværende bevægelser, som deltager i det stats accepterede ritual der er en demonstration, og jeg tror simpelthen det er fordi at folk ikke længere kan se hvorfor de skulle deltage, de VED at alt er som det plejer mandag morgen alligevel. Og jeg vil til dels give dem fuldstændig ret. En demonstration har stort set ingen effekt udover den belønnende følelse dem der deltager i demonstrationen føler.
Og den egentlige utopi er ikke engang den forandring en bevægelse kunne bringe, det er i langt højere grad den tro der stadig præger de nuværende bevægelser, på at man kan få den blodstænkte jordbærlagkage med banan i stedet. For selve systemet man ønsker som grundlag og udgangspunkt er i dag så gennemvædet og farvet af den uretfærdighed, magtcentralisering og destruktion, man som bevægelse tager afstand og ønsker forandring fra, og kan derfor simpelthen ikke længere hverken tilbyde eller understøtte selve den forandring der kræves...